Dette hjørne af haven skal bruges til at udforske en ide, der har spiret et stykke tid: at producere et eller andet grønt hver eneste dag året rundt, der kan give et tilskud til spisebordet. Vel at mærke noget nyt hver dag. Efterhånden som projektet skrider frem, bliver dette stedet, hvor du kan hente inspiration til variation af havens bidrag til bordets glæder. Reglerne er enkle. Dagens grønt skal være dyrket her på matriklen, f.eks. i have, drivbænk, drivhus eller vindueskarm. Det kan lige være høstet, eller det kan være hentet fra kulen eller en krog under tagskægget.
Stort og småt tæller med: hovedbestanddel i måltidet, tilbehør eller bare lidt pynt. Det skal være noget nyt hver eneste dag. Måske kan det godt være fra samme art som brugt tidligere, men så skal det være forskellige dele af planten eller taget i forskellige vækststadier, eller det skal være sorter, der har helt forskellige karakteristika, så spiseoplevelsen bliver forskellig. Alt kan bruges, f.eks. et drys karse på leverpostejmaden, en skål rødbederåkostsalat, lidt bær at guffe direkte fra busken, en gulerod til den lille sult, nogle salatblade som tilbehør, en urtekvist som pynt på desserten eller nogle spiselige blomster i salaten.
Det er ikke realistisk at skrive hver eneste dag et helt år. Der er dage, hvor vi ikke er hjemme eller hellere vil lave noget andet. Derfor kommer det til at tage nogle år, før alle datoer har fået noget grønt. Sidste benspænd er, at det skal være ubehandlet, dvs. ikke kogt, stegt, bagt, fermenteret, saltet eller syltet. Det skal jo ikke være for nemt.
Projektet startede 29. februar 2024.
Herunder ser du dagens grønt for 10 tilfældigt udvalgte dage. Brug menuen til venstre for finde dagens grønt for andre dage.
Rynket rose
29. maj
Rynket rose er en invasiv art, men alligevel er kronbladene dagens grønt, de ser festlige ud som pynt på salaten.
» Læs mere
Solbær
13. juli
Friske solbær, plukket for et øjeblik siden, er dagens grønt. De er gode som tilbehør til en portion is eller en cholokadekage.
» Læs mere
Skovjordbærblomster
22. maj
Skovjordbær er en nyttig bunddækkeplante. I dag er dens blomster dagens grønt. Spis ikke dem alle, der skal også være til bær.
» Læs mere
Vild cikorie blomst
5. august
De fine, blå randblade fra blomster på vild cikorie er dagens grønt. De sætter prikken over i´et som pynt på en blandet salat.
» Læs mere
Rosmarin
8. september
Rosmarin er dagens grønt. Krydderurten kan f.eks. bruges som forsigtigt drys på en blandet salat eller som smagfuldt pynt på en varm ret.
» Læs mere
Koriander frø
8. marts
Fortvivl ikke, hvis du har for mange korianderfrø, du kan bare bruge nogle af dem som krydderi. Derfor er korianderfrø dagens grønt.
» Læs mere
Bukkehorn spirer
30. november
Bukkehorn spirer er dagens grønt. Spirerne er et dejligt tilskud til salatskålen, men kan også bruges som pynt på en mellemmad.
» Læs mere
Stuehvidløg
9. juli
Dagens grønt, stuehvidløg, er en mild hvidløgssmagende krydderurt, der kan bruges som drys i salatskålen.
» Læs mere
Langskulpet vinterkarse småblade
6. september
Tiden er kommet til at plukke af det tætte dække af blade fra selvsået langskulpet vinterkarse. De små blade er dagens grønt
» Læs mere
Skvalderkål
18. april
Skvalderkål har vi altid opfattet som irriterende ukrudt. Men i dag er skvalderkål blevet forfremmet til dagens grønt.
» Læs mere